Gå til hovedindholdet

Medicinrådet godkender første vurdering af et biosimilært lægemiddel

På rådsmødet den 14. september 2017 godkendte Medicinrådet den første vurdering af et biosimilært lægemiddel: biosimilært rituximab til non-Hodgkin lymfom til tre patientgrupper

14. september 2017

Medicinrådet vurderer, at biosimilært rituximab til non-Hodgkin lymfom (NHL) kan tages i brug til følgende patientgrupper:

a) Nydiagnosticerede patienter med enten aggressivt eller indolent NHL eller patienter med indolent NHL, som skal i behandling efter en periode med monitorering (watch and wait)

b) NHL-patienter med relaps, som efter en periode i remission skal i behandling igen

c) NHL- patienter, der er i deres første eller et senere behandlingsforløb. Der skal i denne gruppe tages forbehold for, at præparatskift under induktionsbehandlingen kan skabe usikkerhed i dialogen med patienten. Fagudvalget vurderer, at der ved nytilkomne bivirkninger og/eller progression af sygdommen efter præparatskift i induktionsfasen vil kunne opstå uhensigtsmæssige psykologiske problemstillinger i en i forvejen svær situation for patienten, også selvom ændringerne ikke vil være forårsaget af skiftet.  Fagudvalget anbefaler at undlade at skifte præparat i induktionsfasen eller kun at foretage præparatskift i denne fase efter nøje overvejelse og dialog med patienten.       

Vurderingen kan læses her: Vurdering af biosimilært rituximab til Non-Hodgkin lymfom

Om vurderingen:

Udgangspunktet for Medicinrådets vurdering er, at biosimilære lægemidler ikke adskiller sig fra referencelægemidlet, hvad angår effekt, sikkerhed og kvalitet.

Medicinrådets vurdering er en sundhedsfaglig vurdering af, til hvilke patienter og under hvilke forhold det biosimilære lægemiddel kan ibrugtages.

Derefter kan Amgros igangsætte et udbud af lægemidlet.

Læs mere om Medicinrådets vurdering af biosimilære lægemidler